Spiret der knækkede

Den centrale del af kirkebygningen er fra omkring 1200. Allerede kort tid efter, har man åbenbart syntes, at bygningen var for lille, og udvidet den med et længere kor, og en forlængelse af skibet mod vest. Mellem 1500 og 1535 blev tårnet tilføjet. Før det har kirkens klokker været ophængt i gavlen på skibet eller i et klokketårn af træ på kirkegården. Spiret har været blytækket, for vi ved at blyet blive solgt i 1599 til fordel for et billigere (og måske lettere?) spåntag. Kvaliteten har nok været dårlig, for allerede i 1613-16 bliver det udsat for en omfattende reparation.

Møgeltønder kirkes imponerende tårn.

Besværet var dog spildt, eller også var arbejdet for dårligt, for små 15 år senere knækkede spiret i en julestorm den 16. december 1628, og væltede ned og ødelagde dele af kirkens tag. Det blev dog hurtigt repareret med 40 traver strå og træ fra Norge og Gotland. Men problemer var der stadig.

Tekst på pulpituret til minde om spirets fald, 16. december 1628, hvor ikke alene taget blev ødelagt, men også pulpitur og bænke, som der står i teksten: »Anno 1628 den 16. Dec. om Natten udi en stor Storm nedfalt denne Torn paa Kierken og sønderslog al offuerdeelen med Skamlene, som Gud vere lofet er paa ny igien Repareret 1630«.

Spiret blev genopbygget, men mindre dumdristigt, og mistede hele 15 alen (ca. 10m) af sin højde. De sømænd som brugte tårnet som hjælp i navigationen gennem Lister-Gab i vadehavet klagede og forsøgte endda at presse byen til at genrejse spiret i sin fulde højde. Det skete dog ikke, sikkert af skræk for om det kunne holde. I dag er det stadig konstruktionen fra 1629 der står, men som følge af et lynnedslag og en følgende restaurering i 1882 tabte spiret igen endnu lidt i højden og spåntaget blev erstattet med skifertag.

I tårnet hænger to klokker, den lille er påskrevet “Anno MCCCXXXIII”, dvs. at den er fra 1333 og dermed en af de ældste klokker i Danmark, som stadig er i brug. Den vejer ca. 362 kg. Den store klokke er fra 1642, men var bestemt til at skulle afleveres til våbenfremstilling i 1917. Krigsmyndighederne i Tyskland (og dermed sønderjylland, der var tysk til 1920) havde bestemt, at hver kirke skulle aflevere en klokke. Grev Schack udlånte derfor klokken til Emmerlev kirke, og der blev den ophængt i august 1917. Emmerlev kirke afleverede så sine to mindre fine klokker og Møgeltønders klokke overlevede krigen. Da Emmerlev kirke fik foræret to nye klokker i 1921 af “Nationalfondet til Anskaffelse af Kirkeklokker til Sønderjylland”, vendte Møgeltønders klokke hjem til sin vante plads i november-december 1921.