Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« (Matt. kap. 2, v1-2).
Bibelen fortæller os at “nogle vise mænd fra Østerland” besøgte den nyfødte Jesus. Traditionelt har man bestemt at der var tre og at de var konger, da de bragte rige gaver. Ifølge en middelalderlig legende blev de kaldet de Hellige Trekonger og havde navnene, Kasper, Melchior og Balthazar og kom fra hver sin verdensdel – derfor er den ene ofte afbildet med en mørkere hudfarve, da han skulle forestille at komme fra Afrika. At de kom fra hele Verden blev set som tegn på, at Jesu’ fødsel gjaldt mennesker i hele den – dengang – kendte verden, dvs. Europa, Afrika og Asien. I Møgeltønder kirke har vi en afbildning af de hellige trekonger på kalkmaleriet i koret, men her er ikke alle “kongerne” rigtige konger … Hvordan kan det være?
Grev Hans Schack (1609-76) fik i 1661 lensbrev på Riberhus og Møgeltønder. På kalkmaleriet i korhvælvet over alteret i kirken kan vi se ham som en af de tre konger, der tilbeder Jesus og Maria. Det er i og for sig ikke så usædvanligt at afbilde kendte personer, men dog sjældent på kalkmalerier. Og slet ikke på kalkmalerier som er udført mere end 50 år før personen blev født! For kalkmaleriet er fra ca. 1550 og greven er malet som lensmand, dvs efter 1661. Hvordan kan det lade sig gøre?
Forklaringen er, at kalkmalerierne i koret blev restaureret af A.W. Wilckens fra 1894-98. Men Wilckens nøjedes ikke med at restaurere – han opmalede og nykomponerede dekorationer og ændrede også personer, som tilfældet er med den forreste af de hellige trekonger, der blev til Hans Schack. Han er afbildet som en renæssancefyrste med kostbar guldkæde, hvilende om skuldrene på hans pelsforede silkekåbe. Han bærer ikke krone, for traditionen for billeder af de hellige trekonger siger, at den forreste konge knæler i tilbedelse af Jesusbarnet og har lagt sin krone, ligesom en af dem også skal være mørk i huden. Desuden blev adelsfolk fra den tid ofte afbildet i al deres rigdom, men alligevel ydmygt bedende til Gud.
Den bageste af kongerne minder om den daværende greve, der også hed Hans Schack – men altså ham der var greve, da kalkmalerierne blev restaurerede. Han levede fra 1852 til 1905 og ses også på kalkmaleriet mod syd, hvor han i jakkesæt, står bag Moses sammen med sin søn, Otto. Han var lensgreve og ægyptolog og blev i 1880 gift med komtesse Henny Louise Vilhelmine Lerche (1858-1930). Ligeledes ses også den gamle grev Hans Schack i forsamlingen bag Moses.
På modsatte hvælvkappe mod nord ses en række bedende kvinder. Da een af dem er klædt i barokdragt er det rimeligt at formode, at det skal forestille den gamle Hans Schacks hustru, som var født Anna Blome. Mon ikke, at en af de andre kvinder ligeledes skal forestille den unge Hans Schacks hustru?
Wilckens har da med sin fornyelse af dekorationen i Møgeltønder kirke skabt en fortælling om greverne af Schackenborg som opretholdere af Møgeltønder kirke. Både det første grevepar og det daværende grevepar vises som hengivne kristne og er placeret på kirkerummets fineste pladser i koret. Greverne af Schackenborg ejede Møgeltønder kirke fra 1660erne og helt frem til 1970erne – altså i over 300 år.
You must be logged in to post a comment.