Jesu opstandelse

Evangelierne beskriver ikke selve opstandelsen, men fortællingen om hvordan Maria og Maria Magdalene kommer til graven om morgenen og finder den tom. Dernæst møder de, ifølge evangelierne, enten Jesus eller en engel. Det nærmeste vi kommer på en beskrivelse af selve opstandelsen, finder vi i Matthæusevangeliet kap. 28, hvor den beskrives som et kraftigt jordskælv. Det er måske det, vi ser på altertavlens øverste del, hvor Jesus sprænger sig ud af graven, så vagterne omkring falder omkuld.

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.  Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den.  Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne.  De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.  Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede.  Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå.  Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«

Matthæus kap. 28.

Altertavlen krones med en sky, hvori der på Hebræisk står tegnene for Guds navn: “יהוה” (fra højre mod venstre: “JHVH”). Det kaldes et tetragram (=fire tegn) og er de fire konsonanter som Jøderne beskriver Guds navn med. I dansk har vi tilføjet vokaler, således at vi kan udtale navnet som “Jahve” eller “Jehova”. I 1600-tallet under Enevælden var rangfølgen meget tydelig og på skyen står da også “Gloria in excelsus deo” (Ære være Gud i de højeste). Over alle og alting – også kongen – svævede Gud og derfor findes navnet allerøverst på altertavlen. Navnet er indgraveret på et stykke glas, således at der kan anbringes et lys bagved og Guds navn vil skinne over menigheden. Et teatermæssigt trick, som barokken elskede.

De to engle, der flankerer Guds navn må være nyere. Dels kunne der i barokken ikke været noget eller nogen, der konkurrede med Guds position og dels er de stilmæssigt senere end altertavlen fra 1680, da de jo mere ligner vildmændene fra Kongens våbenskjold end traditionelle engle. Sammenlign med statuerne af evangelisterne og englene, der støtter prædikestolen. Englene på altertavlen står meget ranke, mens evangelisterne står i forskellige stillinger. Bemærk også englenes strenge lige vinger, modsat evangelisten Paulus’ ørn med bløde vinger. Englene må være sat op omkring år 1900, måske i forbindelse med restaureringen af koret. Hvorfor og hvad de skal symbolisere kan vi kun gisne om.

Ser vi nærmere på dem, har de dog mindst fire vinger! To der spredes til siderne, og to som behændigt krydser ned foran deres underliv. Engle med seks vinger kaldes “serafer” og de er beskrevet i Esajas 6:2 – “Omkring ham svævede flammende engle – hver med seks vinger. Med de to vinger dækkede de deres ansigter, med to andre vinger dækkede de fødderne, og med de sidste to fløj de.” Traditionelt er serafer engle, der er højst i det himmelske hierarki og placeret på hver side af Guds trone. Ordet “seraf” betyder “brændende” på hebraisk.