I korets vestre hvælving – dvs den nærmest skibet er der et udvalg ef engle, der spiller på forskellige musikinstrumenter. Det er et kendt motiv, at engle lovpriser Herren med musik. Det spændende er, hvilke musikinstrumenter der spilles på, fordi det fortæller noget om hvilke instrumenter, det blev brugt på den tid, hvor kalkmaleriet blev udført (ca 1550 – altså efter Reformationen). Der spilles både på fløjte, tromme, zink (trætrompet) og orgel. Til højre for orglet finder vi en engel, der spiller på et klaviaturinstrument uden orgelpiper.

Instrumentet er en lille rektangulær kasse med et klaviatur, der stikker ud af kassen. Der er kun hvide tangenter og ingen sorte, men det kan være et tilfælde af malerens begrænsede evner. Ser vi godt efter, kan vi se et antal streger på tværs inde i kassen. Det er instrumentets strenge, og da der ikke ses nogen anden mekanik, kan der kun være tale om et klaviaturinstrument, hvor strengene anslås med hamre – hvis vi da skal tro på billedets fremstilling.

Der findes kun ganske få rester af overleverede klaviaturinstrumenter fra middelalderen, men heldigvis var der en mand med navnet Arnault de Zwolle (egentlig Arnault fra byen Zwolle i Nederlandene), som tegnede forskellige mekanikker til klaviaturinstrumenter i et manuskript fra 1440. Her beskriver han bl.a. hammermekanikken for instrumenterne klavichord og “dulce melos.“

Klavichordet var et populært klaviaturinstrument fra ca. 1450 til 1800, hvor det blev udkonkurreret af klaveret. Det er opfundet i middelalderen, og ses af og til afbildet på middelalderlige kalkmalerier, glasmalerier, manuskripter og stenskulpturer. I Danmark kendes der kun denne afbildning fra middelalderen samt muligvis en i Rynkeby kirke på Fyn. Engleorkestre består normalt af fløjter, trommer, violiner, blæseinstrumenter og sangere. En sjælden gang indgår der også – som her -et orgel. At der her indgår et klavichord fortæller ikke noget om sammensætningen af musikinstrumenter i datiden, for klavichordet var for svagt til at spille sammen med andre instrumenter, men det fortæller at maleren tilsyneladende har kendt til andre klaviaturinstrumenter end orglet.

MEN – og der er et men. De originale kalkmalerier er fra tiden efter reformationen, men de blev hårdt restaurerede og muligvis endda rekonstruerede af A.W. Wilckens i 1894-98 efter at have været overkalkede. Wilckens har dog næppe kendt til et musikinstrument som klavichordet, men han kan jo have kopieret fra en anden kilde. Det er således ikke helt umuligt, at Wilckens har misforstået det oprindelige kalkmaleri, og at der er tale om et andet klaviaturinstrument, fx et spinet eller et virginal.

Klavichordet er et meget enkelt tasteinstrument. For enden af hver tast er der en lille hammer af metal, som sætter strengen i svingninger, når tasten trykkes ned. I modsætning til klaveret forbliver hammeren i kontakt med strengen, mens den klinger. Det gør at instrumentet er meget følsomt at spille på, men også meget svagt – og egentlig slet ikke egnet til englemusik med basuner og slagtøj.

Der kan også være tale om instrumentet med det velklingende navn Dulce Melos (latin for “søde melodier“), som nævnt tidligere. Dulce melos er middelalderens forsøg på at opfinde en klavermekanik, dvs. hvor der – som i klavichordet – anvendes en hammer til at anslå strengen med. I modsætning til klavichordet forbliver hammeren ikke i kontakt med strengen, men falder tilbage umiddelbart efter anslaget, hvorefter strengen svinger frit, indtil den bliver dæmpet. Der er altså tale om en mere kompleks mekanik end i klavichordet, og det er den første primitive løsning på anslagsproblemet som klaveropfindere boksede med fra 1720 til ca. 1900. Middelalderens klaver har ikke haft dæmpere, som ellers er helt nødvendige i det moderne klaver, men da det var en lille instrument, der kun spillede i det høje leje, har det ikke betydet så meget.

I Danmark var klavichordet et forholdsvis almindeligt instrument i velhavende borgerhjem i anden halvdel af det 18. årh., hvorefter klaveret overtog markedet.