Korsfæstelsen på altertavlen

Kirkens altertavle er en såkaldt fløjaltertavle fra sidste del af 1400-tallet med senere tilføjelser. Den oprindelige altertavle består af midterfeltet med korsfæstelsesscenen og de to vinger med figurer af de tolv apostle, hver med deres kendetegn. Sammen danner de et skab med dobbelte låger, der kan stå i tre forskellige stillinger (kaldet “stande”). De gyldne blomsterranker (“arkantusblade”) og opstandelsesscenen med evangelisterne øverst er tilføjet i 1690.

Når vi ser altertavlen i dag, ser vi egentlig en middelalderlig (dvs. katolsk) altertavle med fokus på korsfæstelsen, som efter Reformationen er blevet udvidet på toppen med et billede af opstandelsen, samt de fire evangelister – de sidste som en påmindelse om Reformationens fokus på Bibelens tekst, fremfor de ikke Bibelske fortællinger som den katolske kirke brugte, fx helgenhistorierne.

Tre engle griber behændigt stråler af blod fra Kristi sår. Sårene blev kaldt de “fem herlighedsfulde vunder” og kommer fra hænder, fødder og det lansestik en soldat tildelte ham, for at checke om han var død. Jesus er fæstet med tre nagler, som symbol på treenigheden.

Hvem er hvem på altertavlen?

Altertavlens hovedfelt viser korsfæstelsen, som den blev tolket af den katolske kirke i middelalderen, dvs som en blanding af beretningerne fra evangelierne og traditionelle fortællinger. Jesus er korsfæstet mellem to røvere. Omkring ham svæver engle, der opsamler blod i små alterbægre – et symbol på at nadverens vin er Kristi blod. Omkring korset er en mængde mennesker forsamlet i datidens (ca. 1450-75) modetøj. Der er både soldater med lanser og heste. I forgrunden står Maria (som er ved at besvime) sammen med Johannes. Soldaterne til højre er ved at dele Jesu’ kappe mellem sig.

Altertavlen i 2. stand, hvor det inderste sæt låger er lukkede. Denne stand anvendtes fra fastelavn til og med langfredag. Malerierne er kun delvist bevarede. Malerierne viser Jesu lidelseshistorie, startende i øverste række fra venstre med Skærtorsdag (ikke bevaret), Getsemane have, Tilfangetagelsen og Piskningen. I nederste række ses Tornekroningen (ikke bevaret), Kristus for Pilatus (der vasker sine hænder), Korsbæringen og Korsfæstelsen.

I adventstiden var altertavlen helt lukket (kaldet “3. stand”) og lågernes bagside kunne derved ses – muligvis med billeder af Kristus eller helgener (disse er helt forsvundne). I fastetiden, dvs. fra fastelavn til påske, var de yderste låger åbne (“2. stand”) og der vistes malede billeder af Jesu lidelseshistorie. Fra påskesøndag til advent var de inderste låger åbne (“1. stand”) og altertavlen stod da som den gør idag, med prægtigt udskårne og forgyldte figurer. Kirken bruger stadig at stille altertavlen i 2. stand på langfredag for at vise Jesu lidelseshistorie. Billederne er malede, men kun delvist bevarede.

Billederne på den højre låge i lukket tilstand. Øverst scene fra Getsemane have, hvor Judas kysser Jesus, og soldaterne trækker deres våben. Judas er afbildet som rødskægget, dvs som jøde, da man i middelalderen troede at jøderne havde rødt skæg eller hår. Jøderne blev forfulgt, da de fik skylden for at have dræbt Kristus. I forgrunden tjeneren Malkus, der får hugget et øre af. Bemærk at Jesus har øret i højre hånd – parat til at sætte det på igen. Nederst: Jesus bærer korset og får hjælp af Simon fra Kyrene i blå kofte, mens soldaterne håner ham.

Altertavlen er en typisk katolsk altertavle, hvor der lægges vægt på Jesu lidelse og død. I protestantisk tid (efter 1537) har man tilføjet et topstykke, i form af et relief i omtrent samme stil, men med opstandelsen som fokus. Desuden har man tilføjet statuer af de fire evangelister og barokudsmykning i form af forgyldte bladranker. Altertavlen har da fremstået i en mere “opdateret” luthersk version med bedre balance mellem korsfæstelsen, opstandelsen og den sidste nadver (maleriet på foden – predellaen – under hovedtavlen), samt Reformationens fokus på Bibelen over traditionen – symboliseret med statuerne af evangelisterne.

Allerøverst ses Guds navn på hebraisk “Jahve” (egentlig er det et tetragram – dvs. en kode for Guds navn, bestående af de fire konsonanter JHVH). Navnet er malet på glas, således at enten lys fra vinduet bagved, eller en måske lille lampe har kunnet lyse Guds navn op. En effekt som barokkens sans for teatret elskede.

Nord for alteret står en præstestol fra o. 1690, og syd for alteret en degnestol fra o. 1550 med tilføjelser fra o. 1690. Korgitteret er fra o. 1653. Tidligere stod gitterportene lukket i trinitatistiden. Ved gudstjenester var der adgang til alteret gennem en gitterdør i midten.